Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Antimobbestrategi

Formålet med Bankagerskolens antimobbestrategi

Formålet med Bankagerskolens antimobbestrategi er:

  • At skabe rammerne for god trivsel samt at forebygge mobning og digital mobning blandt eleverne ved skolen, så der opretholdes et trygt psykisk undervisningsmiljø.

  • At tydeliggøre Bankagerskolens forståelse, tænkning, forebyggelse og handlinger i forhold til mobning og digital mobning.

  • At skabe en tydelig fælles ramme for samarbejdet mellem elever, forældre og skolens ansatte i arbejdet med at skabe trivsel for alle skolens elever i et trygt psykisk undervisningsmiljø.

 

Målsætning

Bankagerskolens antimobbestrategi skal understøtte arbejdet med følgende målsætninger:

  • Elevernes trivsel skal stige, eller som minimum fastholdes på 3,7 i den nationale trivselsmåling.

  • Elevernes fravær skal som minimum ligge på kommunegennemsnittet

  • At personalet oplever at blive understøttet i arbejdet med forebyggende tiltag, samt i situationer hvor det skal handles på mobning og/eller digital mobning.

  • At antimobbestrategien efterleves i det daglige forebyggende arbejde, samt at strategien bidrage til ophør af mobning.

  • At styrke forståelsen af Bankagerskolens mangfoldige fællesskaber, sådan at skolens værdiregelsæt kommer til at leve i hverdagen.

 

Bankagerskolens forståelse af mobning og digital mobning 

På Bankagerskolen forstås mobning og digital mobning som et socialt fænomen og ses som udstødelsesdynamikker mellem individer i sociale sammenhænge – både som bevidste og ubevidste dynamikker, og som dynamikker der kan foregå i både fysiske og digitale sammenhænge.

Mobning udspringer af utrygge kulturer, man ikke kan trække sig fra – eks. i en klasse, mens den digitale mobning er mobning der sker via uhensigtsmæssige kommunikationsformer via elektroniske enheder gennem forskellige sociale medier.

Mobning er skadeligt for det psykiske undervisningsmiljø.

Mobning 
Bankagerskolens forståelse af mobning er; Handlinger, der holder en eller flere individer udenfor fællesskabet eller andre sociale sammenhænge, bevidst eller ubevidst. Mobning skal hurtigst muligt bringes til ophør.

Digital mobning 
Bankagerskolens forståelse af digital mobning er; Digital mobning er mobning, der foregår på mobiltelefoner, computere eller andre elektroniske enheder. Det kan være via SMS-beskeder eller gennem forskellige sociale medier, som eks. Facebook, Snapchat, Instagram ol.

De digitale tendenser ændrer sig hurtigt, og det er på mange måder skjulte fællesskaber og dynamikker der er på spil. Voksne kan i mange tilfælde have en begrænset adgang til fællesskaberne, hvilket gør området vanskeligere at undersøge.

Skolens elever er typisk dygtige til at mestre teknologien, men skal guides og støttes i at mestre det indholdsmæssige – eks. god tone på nettet, deling af billeder og film, samt strategier for at sige fra overfor eventuelle grænseoverskridende adfærd.

Se bilag 1: Hvad er mobning og ’mobbelignende situationer’?

Forebyggende indsatser

På Bankagerskolen arbejder vi forebyggende ved at arbejde målrettet på at opbygge og vedligeholde gode inkluderende fællesskaber og læringsmiljøer. Vi er en skole der ser mangfoldighed som en gevinst, og vi giver alle med vores forskelligheder noget positivt til fællesskaberne. I arbejdet med at opbygge og vedligeholde vores fællesskaber, har vi ved Bankagerskolen følgende forebyggende indsatser:

  • Personalet arbejder ud fra et inkluderende og fællesskabsorienteret børne- og læringssyn og arbejder for at skabe en stærk og anerkendende klassekultur, hvor der er plads til forskellighed.

  • Personalet omkring den enkelte klasse udarbejder ’Handleplaner for klassetrivsel’, hvor der arbejdes med viden om elevernes trivsel via trivselsundersøgelser og inddragelse af eleverne ved udarbejdelsen. Ligeledes udarbejdes handleplanen med udgangspunkt i Bankagerskolens børne- og læringssyn og bevidsthed om at opbygge inkluderende læringsfællesskaber.

  • Personalet har ansvaret for, at der er en opmærksomhed på hver enkelt elevs trivsel gennem skoledagen og SFO-tiden, samt eventuelle tegn på mistrivsel gennem daglige observationer, fraværsstatistik ol., samt ansvaret for at reagerer på forældrenes bekymringer for elevens trivsel.

  • Personalet har ansvar for, at der i den enkelte klasse bevidst arbejdes med at skabe et inkluderende fællesskab gennem forståelse af forskelligheder og gode måder at være sammen på. Dette kan med fordel gøres ved, at klassens lærere/pædagoger gennemfører regelmæssige klassesamtaler, hvor elevernes perspektiver på ’det gode fællesskab’ bringes i spil.

  • I samarbejde med Dagtilbud Bankager arbejder børnehaveklassen med ”Fri for mobberi”.

  • De ældste elever som elevmæglere

  • På 7. årgang modtager ca. 20% af eleverne en særlig uddannelse som elevmægler

  • På 7.-8. årgang er elevmæglerne aktive mæglere blandt eleverne i på 0.-1. årgang i middagspausen.

  • Personalet arbejder med digital dannelse i undervisningen jf. Bankagerskolens strategi for digital dannelse. Der er fokus på digitale kompetencer, som er nødvendige som aktive borgere i det digitale samfund samt etisk adfærd på internettet og på de sociale medier.

  • Skolen har en tema- og projektuge ved starten af hvert skoleår med temaet: Nyt år, nye fællesskaber, hvor der på alle årgange arbejdes med klassens trivsel og sociale liv.

  • Skolen bruger aktivt SSP og evt. Børns Vilkår til oplæg for elever og forældre om trivsel og adfærd på de sociale medier på relevante årgange, typisk fra 5.-9. årgang.

  • Skolens ledelse følger op på trivslen i hver enkelt klasse minimum to gange om året. Personalet omkring hver klasse udarbejder ’Handleplaner for klassetrivsel’ jf. Bankagerskolens evalueringsplan på baggrund af intern klassetrivselsmåling og den årlige nationale trivselsmåling.

  • Skolen prioriterer, at der på 0.-4. årgang er tilknyttet pædagoger, som særligt har et øje på elevernes trivsel i skoledagen og i SFO-tiden.

  • Skolens trivselsvejleder rådgiver efter behov personalet omkring de enkelte klasser om særlige indsatser, eller håndterer konkrete konfliktsituationer mellem elever og forældre.

  • PLC - Det Pædagogiske Læringscenters vejledergruppe yder sparring ved pædagogiske udfordringer og ved intern kompetenceopbygning.

  • Elevrådet udpeger to elever til at varetage funktionen som undervisningsmiljørepræsentanter som inddrages i arbejdet med skolens undervisningsmiljøvurdering og dertilhørende handleplan.

  • Forældrene har rollen som ”Den usynlige klassekammerat”, og skolen forventer, at forældrene bakker op om Bankagerskolens antimobbestrategi. Forventningerne kommunikeres til forældrene i forbindelse med indskrivningen samt til forældremøder ved skoleårets begyndelse.

  • Forældre opfordres af Bankagerskolen til, at de som forældregruppe laver forskellige sociale arrangementer gennem et skoleår, samt at der med fordel kan dannes legegrupper i de enkelte klasser.
    Bankagerskolen stiller gerne lokaler til rådighed ved behov under hensyntagen til gældende regler for udlån.

  • Forældre opfordres til at følge diverse anbefalinger om aldersgrænser for brug af sociale medier, samt være naturligt nysgerrige på børnenes færden på internettet.


     

PAS PÅ SKOLEN, PAS PÅ HINANDEN OG GØR DIT BEDSTE!

Bankagerskolens handlingsplan, når mobning eller digital mobning er konstateret

Nedenfor ses en beskrivelse af, hvad man som elev, forældre eller personale ved Bankagerskolen skal gøre af handlinger når mobning eller digital mobning opleves, samt hvad skolen har pligt til at foretage sig ved afdækning af og ved konstateret mobning.

Hvad gør du som elev, hvis du oplever mobning?


Du taler med din klasselærer/pædagog og dine forældre, hvis du selv oplever mobning eller ser andre blive mobbet. Dette gælder også for digital mobning.

Hvad gør du som forældre, hvis du oplever mobning på skolen?


Du tager som forælder straks kontakt til dit barns klasselærer eller pædagog. Dette gælder både i forbindelse med mobning og digital mobning.

Hvad gør Bankagerskolen, hvis mobning konstateres?


Hurtigst muligt efter at en elev, forældre eller personale oplever mobning eller digital mobning, skal situationen/henvendelsen bringes til nærmeste leder og skoleleder for at blive vurderet. Her skal det vurderes, om der er tale om mobning ud fra Bankagerskolens ovenfor beskrevet forståelse, eller om der er tale om anden uhensigtsmæssig dynamik i fællesskabet. 

Hvis der konstateres mobning, iværksætter skolen følgende:

  • Skolens ledelse iværksætter undersøgelse af det psykiske undervisningsmiljø og udarbejdelse af en handlingsplan, som senest inden 10 arbejdsdage skal iværksættes.
    Relevant personale udarbejder handlingsplan for arbejdet med klassens psykiske undervisningsmiljø, sådan at der skabes en klarhed over målsætning, indsatser, tidshorisont, ansvar og kommunikation om indsatsen. 

  • Skolens ledelse iværksætter om nødvendigt midlertidig indsats der bringer mobning til ophør.

  • Skolens ledelse sikre relevant information til berørte elever og forældre, samt information om hvad den kommende proces vil indebære.

Det er skolelederens ansvar at ovenstående iværksættes.

Hvis der konstateres anden uhensigtsmæssig dynamik i fællesskabet, iværksætter skolen følgende:

  1.  Skolens ledelse og relevant personale iværksætter en undersøgelse af dynamikkerne i fællesskabet.

  2.  På baggrund af undersøgelsen laves eventuelle relevante justeringer af tiltag i den gældende ’Handleplan for klassetrivsel’, sådan at der skabes en hensigtsmæssig balance i elevernes psykiske undervisningsmiljø.

  3.  Relevante ressourcepersoner inddrages om nødvendigt i arbejdet med at lave justeringer af tiltagene.

Under alle processer og handlinger skal skolen lave den nødvendige dokumentation, hvor aftaler, mails, noter ol., sikres forsvarligt til efterbehandling.

Se bilag 2: Skabelon, Handleplan for individuelle og fælles tiltag ifm. konstateret mobning

Klagevejledning

Hvis berørte elever eller forældre ikke finder ovenstående vurderinger og initiativer ifm. konstateret mobning eller anden uhensigtsmæssig dynamik i fællesskabet tilstrækkelige i forhold til situationen kan de klage til skolen. Skolen videresender klagen til klagebehandler sammen med relevante dokumenter og oplysninger. Klagebehandler skal inden 20 dage give klager medhold, delvist medhold eller ikke medhold i klagen. 

Klagebehandler i Horsens Kommune er skolechefen.

Hvis den elev eller forælder, der har klaget, ikke erklærer sig tilfreds med resultatet, skal sagen med alt relevant materiale sendes til andenbehandling i Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Arbejdet skal stadig fortsætte på skolen efter den plan, som er lagt mens klageinstansen arbejder med klagen.

For yderligere information: Den Nationale Klageinstans mod Mobning - Råd og vejledninger 

Opfølgning på antimobbestrategien

Bankagerskolens ledelse er ansvarlige for at antimobbestrategien tages op til revision, samt at antimobbestrategien er ajourført. 

 

Vedtaget i skolebestyrelsen den 11.01.2022


 

 

BILAG 1: Hvad er mobning og ’mobbelignende situationer’?

Dansk Center for Undervisningsmiljø - Hvad er mobning?

BILAG 2: Skabelon, Handleplan for individuelle og fælles tiltag ifm. konstateret mobning

Handleplan for individuelle og fælles tiltag ifm. konstateret mobning

Mål

Tiltag

Beskrivelse af tiltag

Ansvarlig

Evaluering/effekt

Undersøgelse af det psykiske undervisningsmiljø 

Midlertidig indsats

Kommunikation til berørte

Kommunikation til samlet forældregruppe

Interne samarbejdsmøder

Tilknyttede ressourcepersoner

 

 

Dokumenter

Antimobbestrategi for Bankagerskolen

Shape Created with Sketch.